Connie Anette Nordholt

9. februar 2020

Stolen
 

Der var nu gået mange år siden sidst, så mange år siden at den stol, han havde siddet på, nu var sat i depot.
Det var først for nylig, jeg havde lagt mærke til den under min oprydning i vores fælles depot, at jeg havde stået foran stolen, og så kunne jeg lige med et se ham foran sig.
Det var en gammel antik stol, men der var på et tidspunkt gået noget i stykker på stolen og så var den kommet på depot. Der var noget galt med stolens ene ben, og for folk, der ikke kendte den skavank, var stolen blevet farlig at sidde på.
Men nu sad han foran mig på stolen, og jeg ville advare ham om faren ved stolen, som jo ikke var som dengang, han havde siddet der for længe siden.
Han var høj, mager og havde et meget blegt ansigt med det lange sorte hår hængende ned ved begge sider af hovedet. På en måde lignede han en strandvasker, men han havde stadig sine lange nikotinfarvede fingre.
”Du har vel ikke en smøg?” spurgte han. Ærligt talt fandt jeg det ret besynderligt, at det skulle være det første han spurgte om. Måske også en smule uhøfligt. Det var trods alt længe siden jeg havde set ham, men der var også en anden grund til at det forekom mig mærkeligt. Han var trods alt død af lungekræft for nogle år siden. Jeg tænkte, at det vel kunne holde ham fra smøger i evigheden, men måske skader det ikke én, der er død, at ryge. Som sandt var, kunne jeg ikke byde ham på en cigaret. Det er meget længe siden, jeg selv har røget, og vi havde ikke en gang et askebæger, og jo det havde vi da. Faktisk et, som han havde købt til os. Men det var gemt godt væk og jeg vidste ikke lige, hvor det var.
”Det er da hyggeligt at se dig Johannes”, sagde jeg, ” hvad får dig til at besøge mig?”
”Jeg tænkte, at du havde en undskyldning at give mig?”” Jeg undrede mig. ”Næh, hvad får dig til at tro det?” Jeg vidste ærligt talt ikke, hvor han ville hen?
”Nå, jeg tænkte bare, at nu, hvor du har ødelagt mit liv så meget, at jeg faktisk døde af det, så var en undskyldning måske på plads?”
Jeg blev helt kold indeni og min mave snørede sig sammen til en lille klump. Hvad var nu det, der skete? Jeg havde syntes, at det var synd, at han skulle dø i så ung en alder, 65 år, af lungekræft, men det kom helt bag på mig, at det skulle være min skyld.
”Øh, hvordan?” fik jeg fremstammet.
”Det kan du jo så tænke over de næste par dage,” sagde han og forsvandt så ligeså umærkeligt, som han var kommet.
De næste par dage forsøgte jeg at skubbe oplevelsen til side, men det lykkedes ikke rigtigt. Særligt om natten, kunne jeg hele tiden se, hvordan Johannes sad i stolen og smilede, da han forsvandt. Lidt ligesom Cheshire katten, bare lidt mere uhyggeligt.
Jeg havde meget, jeg skulle have ordnet i den tid, men jeg fik ikke rigtigt noget fra hånden. Noget havde besat min hjerne. Selvom jeg ikke tænkte på episoden hele tiden, var en del af min hjerne beskæftiget med at finde ud af, hvad det her gik ud på.
Et fortidens spøgelse havde vist sig for mig.
Til sidst overgav jeg mig. Jeg begyndte systematisk at gennemgå mit forhold med Johannes. Lige fra begyndelse til slutning. Jeg mediterede de episoder, jeg kunne huske.
Jeg havde været ung og naiv, og vi var meget forelskede, og vi havde fået et barn. Men Johannes ville have sin frihed. Han havde en forestilling om, at jeg skulle bo med barnet, og så kunne han komme, når han ville. Skulle han passe barnet, lavede han scener og gik, så jeg aldrig kom nogen steder, indtil jeg hyrede en fast barnepige.
Efterhånden som jeg gennemgik mit liv med ham, fandt jeg hans beskyldninger urimelige. Beskyldninger fra en afdød mand, som kendetegnede en person, der altid kunne se, at årsagen til egne fejl, lå hos andre. Jeg måtte efterhånden afvise dem alle. Jeg kendte ikke mig selv i beskyldningerne. Det var hårdt at meditere over mit liv med Johannes, for jeg havde følt mig svigtet, og jeg kom i kontakt med en stor vrede. Men efterhånden som det mentale arbejde skred frem, fik jeg en slags medlidenhed med ham, og til slut syntes jeg, at jeg kunne give slip.
Endelig fik jeg nok af stolen. Jeg lagde den i bagagerummet og tog ned til stranden. Fra et højt sted smed jeg den ud, endelig fri. Det var en befrielse, at se den sejle væk. Jeg håbede på en storm, som kunne slå den til pindebrænde.
Næste dag tog jeg igen til stranden, vejret var dejligt og jeg ville gerne nyde den friske luft. Da jeg stod og kiggede ud på stranden oppe fra klitten, så jeg stolen stå på stranden, som om nogen havde placeret den der.
Jeg tog den med hjem igen, for det gik op for mig, at så let slipper man ikke for Fortidens Spøgelse.

Samme dag skrev jeg et digt:

Fortidens spøgelse huserer igen.

Nu er det igen slut med sjælefred og nattero.

Sover du allerbedst,

vågner du i drømme med bankende hjerte og angst i sjælen.

Alt det du har gjort,

og alt det du IKKE har gjort,

står i kø for at komme til.

Og midt i koret af de små djævle

svæver Fortidens spøgelse som en musvåge, 

parat til at slå ned på dit blottede hjerte.

Fortidens spøgelse folder somme tider vingerne sammen

og lader dig tro at fortid er fortid,

men når du mindst venter det,

folder den vingerne ud og stiger til vejrs,

og så slår den ned.

Du er altid et forsvarsløst bytte for Fortidens spøgelse,

fordi du troede, at du lagde det bag dig,

sidst den var på besøg.

Men Fortidens spøgelse vender altid tilbage.

Det ved du nu,

og selvom du maner det i jorden nu,

vil det komme igen.

Måske kan den vished gøre dig stærkere,

så du kan sige når den kommer:

"Nå, kommer du der igen gamle Fortidens spøgelse, og hvad vil du så denne gang?"

Måske vil Fortidens spøgelse blive lidt forundret over, 

at du ikke bliver helt så bange som sidst?

Måske vil Fortidens spøgelse ikke syntes, 

at det er næ så sjovt at skræmme dig,

når du ikke straks farer sammen i skræk?

Du kan jo ligeså godt forberede dig på det,

for Fortidens spøgelse kommer altid tilbage

og så kan du jo lige så godt være forberedt.

Stolen står nu igen i depotet. Nogle gange hilser jeg på Johannes, når jeg går forbi den, men det er sjældnere nu, at han viser sig for mig.

Det hænder, at jeg selv sætter mig forsigtigt, mens jeg reciterer mit digt.
 

Nu er det meget længe siden, jeg har set noget til Johannes, men man kan aldrig vide.
 

Hvis jeg glemmer, så vil han helt sikkert vise sig igen.